
Siden 1982 har vi haft Weimaranere, så vi har en vis erfaring med racen.
Vores
første weimaraner var en hanhund, Ahmgårdens Rico, som var en dejlig
familiehund og en førsteklasses "body guard" for vores to børn, der
dengang var 5 og 8 år gamle.
Rico blev efterfulgt af Ronja, der i
1999 blev mor til et kuld på 8 hvalpe, hvoraf 6 var langhårede. Vi
beholdt langhårede Henna, og "sidste skud på stammen" er så Quinta.
Når
man vælger at avle hvalpe, så mener vi, nøgleordet er ansvarlighed.
Hunden bør være sund og rask både fysisk og mentalt. Den skal være
HD-fri, have et godt, stabilt temperament og ikke have anlæg for
arvelige sygdomme. Da weimaraneren er en jagthund skal de jagtlige
egenskaber vægtes højt, og da det samtidig er verdens smukkeste hund,
skal udseendet også være iorden.
Quinta kommer fra Sverige og er
derfor ikke halekuperet. Vi valgte bevidst at købe en hel hund, da vi
er modstandere af kupering. Haleskader er problematiske, men derfor er
det, efter vores mening ikke grund nok til at amputere denne legemsdel
på samtlige hvalpe inden for racen. Vores hunde kommer oftere hjem fra
jagt med skader på poterne.
Ud over det rent etiske er der mange
andre argumenter. Halen bruges aktivt i hundens kropssprog og spiller
en rolle når hunden svømmer og iøvrigt bevæger sig. En hvalp fra vores
første kuld blev beredskabshund. Køberen ønskede en hund med hale, så
han kunne læse dens signaler. Det samme gælder, hvis man bruger hunden
til schweiss/sporsøg. Det er vores håb, at man her i landet snart vil
gøre forbudet mod halekupering totalt, - så vi kun ser smukke hele
hunde!
Lone og Jørgen Sandberg.
Vi kan kontaktes på tlf.: +45 45871070 og mail: jogl@post12. tele. dk